Den Offentlige Integrationsmodel, OIM

Nedenfor opremses en række emner uden for rammerne af version 1.0 af integrationsmodellen, som er opsamlet under udarbejdelsen af integrationsmodellen. Fremtidige versioner af integrationsmodellen kan eventuelt inkludere og uddybe sådanne emner med anbefalinger og retningslinier. Emnerne kan dog allerede på nuværende tidspunkt have serviceudbydernes interesse i forbindelse med deres udvikling af portalservices, hvorfor de kort nævnes her. Yderligere information må søges hos andre kilder.

Som eksempel på et mønster kan nævnes opsamling af statistikoplysninger. Der forventes i regi af Den Digitale Taskforce udarbejdet fælles metode og retningslinier for hvordan portalservices afleverer besked om, at en bruger har gennemført den funktion, som portalservicen stiller til rådighed. Disse retningslinier kan understøttes af en fælles komponent, der kan anvendes direkte i serviceudbydernes løsninger.

• Et væsentligt emne er udvikling og anvendelse af fælleskomponenter. Det er god praksis at udvikle fælles løsninger på fælles opgaver, og så integrere til disse fælleskomponenter fra andre portalservices.

• Sådanne fælleskomponenter betragtes i integrationsmodellen på lige fod med myndighedernes øvrige portalservices, såfremt de skal udstilles på en af portalerne. Det er således uden for integrationsmodellens emneområde at give særskilte retningslinier for udvikling af - og integration med - disse fælleskomponenter. For at fremme god praksis nævnes her eksempler på sådanne fælleskomponenter, som er undervejs.
  • Digital dokumentboks. Det anbefales, at portalservices, der skal afgive skriftlig kvittering til brugeren, gør dette ved at generere en PDF-kvittering baseret på fælles skabeloner, som er under udvikling. Kvitteringen gemmes via direkte kommunikation med en fælleskomponent ”Digital dokumentboks”, hvor brugeren kan få adgang til kvitteringen.
  • Brug af digital signatur. Når der er behov for at en bruger, med samme vægt som tillægges en papirbaseret personlig underskrift, skal godkende et elektronisk dokument, kan dette håndteres med digitale signaturer. En signatur laves med et digitalt certifikat, for Det Offentlige Danmarks vedkommende, OCES certifikater. I processen bliver brugeren præsenteret for det dokument, der skal underskrives af en signeringsservice og skal så tillade denne service adgang til sit digitale certifikat, typisk ved at afgive sit certifikat password. Resultatet er en digital signatur, som efterfølgende kan gemmes, f.eks. af en notarservice, og senere hentes frem for at godtgøre at personen vitterligt har underskrevet dokumentet på et givet tidspunkt. Denne godtgørelse kendes normalt som ”uafviselighed”. Notarservicen har til formål at sikre, at signaturen blev lavet med et gyldigt certifikat, hvornår underskriften blev lavet, og i det hele taget garantere signaturens ægthed på underskriftstidspunktet.